Historien bag Missers vej til vores hjerter!

Misser blev en del af vores familie.

Det har taget mig lidt tid at skrive dette indlæg...hver gang jeg er startet på det, er det endt det med at trække mange tårer. Men nu skal det være, for I er mange, der sødt og loyalt følger med i vores lille familie, så derfor skal I også kende historien om, hvordan Misser endte med at blive en del af vores lille familie. Det skete den 18. maj 2019. Billedet her er fra dagen efter, at vi fik hende hjem, hun var 1 år og 39 dage gammel.

Linus og den store sorg

Det hele starter med den lille Yorkshire-basse her, Linus. Han var et meget centralt og elsket familiemedlem i lidt mere end 12 år. Vi knus-elskede ham, og han var med i ALT, hvad vi foretog os. Med alderen blev han selvfølgelig mere og mere ”slidt”, men havde det godt, var glad, legede og puttede og lå i ske med os lige til det sidste. Men den 3. august 2017 kunne hans lille krop ikke mere, og vi måtte tage den tunge afsked med ham. Det foregik i fosterstilling på gulvet hos vores faste dygtige dyrlæge. Det er SÅ svært at komme igennem, og det ved alle, der læser med her, er jeg sikker på!

Gandalf valgte os!

Skæbnen ville at dagen efter (jeps dagen efter), at Linus drog til hunde-himlen, så stod denne store lækre basse i vores have!

Gandalf hed han. Han var en sibirisk skovkat og en virkelig lækker fluffy skønhed. I starten kom han oftere og oftere forbi i haven. Efter kort tid smuttede han også vupti ind ad havedøren, hvis han kunne slippe afsted med det. Han sad også altid og ventede foran hoveddøren, når vi havde været ude.

Vi vidste, hvor han kom fra, da hans ejere tidligere havde efterlyst ham i hele kvarteret. Vi gik derfor over til dem, og spurgte om de godt var klar over, at han faktisk efterhånden var rigtig meget omkring vores hus. Det var de godt klar over, for som de sagde, ” han trives ikke så godt her hjemme pga. vores anden kat”. De var faktisk rigtig glade for, at han fandt tryghed og ro hos os, da de var begyndt at skulle give ham beroligende medicin for at være hjemme hos dem selv. I starten sov han på vores havestole om natten. Han kom også forbi flere gange dagligt. Vi fik efterhånden opbygget et forhold til ejeren om, at sms’e sammen om, at ”alt var godt”, når han havde været længe hos os. Vi blev også dem, som tog ham til dyrlægetjek osv. En lang historie kort er, at han mere eller mindre flyttede ind hos os, spiste hos os, sov i ske med os osv. Det vilde er, at HAN valgte OS! Det er vi så dybt taknemmelige over i dag.

Men så skete det...

Han var jo desværre opdraget som inde/udekat. Og når jeg siger det, så er det fordi, at det værst tænkelig skete den 7. maj 2019. Vi fandt ”vores” elskede basse ude på vejen, ramt af en bil. Simpelthen det væste maridt! Det trækker tårer den dag i dag, bare at skulle tænke på det og skrive om det. Det kommer man aldrig over, men man kan komme igennem det! Vi var virkelig ramt af en dyb dyb sorg, som nok kun ægte dyreelskere kender. Men vi vidste også, at vi skulle have en ny pels-ven ind i huset, da hele vores familie har så meget kærlighed at tilbyde alle dyr i verden, at alt andet ville være tåbeligt.

Solen begyndte at skinne igen

Jeg gik derfor hurtigt i gang med at lede efter en indekat (vi kommer ALDRIG til at have en udekat, da vi slet ikke kan holde til, at der skulle ske bassen noget så frygteligt, som Gandalf blev udsat for). Efter lidt søgen fandt jeg Misser! Misser som oprindelig hedder ”Chantal Finibus Terrae” og er en lille italiener. Misser var på det tidspunkt ca. 2 år og var til salg, fordi hun var ”havnet” i en lille famile, hvor datteren tilsyneladende havde udviklet allergi, og de derfor måtte skille sig af med hende. Vi kontaktede opdrætteren, som stod for salget, og for at finde den rette nye ejer til Misser. Vi besøgte dem, faldt pladask for Misser, og vi ventede 24 timer på at blive godkendt. Det blev vi heldigvis, og dagen efter kom de ud, og afleverede hende her hos os. Hun flyttede ind den 18. maj 2019.

Tillidsprøven

Vi havde en lidt hård start med Misser for at være helt ærlig. Hun faldt faktisk til med det samme, spiste, legede og sov. Kaldte ikke en eneste gang på sin tidligere ejer. Men hun var meget nervøs, det lille pus. Hun bed og rev os, så snart hun kunne komme afsted med det. Var noget nær panisk angst for senge, sofaer, dyner og puder, og det var helt helt utænkeligt, at hun hoppede op til os, når vi sad i sofaen eller lign. Af og til tænkte vi, om vi mon nogensinde kom til at få hende til at få den ønskede tillid til os. Vi ville jo SÅ gerne forklare hende, at hun ville blive passet på og taget kærligt af her hos os. Men hvordan forklarer man lige sådan en lille pels-baby det? Med tålmodighed, små skridt og masser af kærlighed, tror jeg. Situationen er i hvert fald i dag, at vi har fået den mest kærlige, kælne, milde og sødeste basse i hele verden. Hun er SÅ glad og tilpas. Hun laver så meget sjov og ballade hver dag, og hun er med i alt, hvad der sker omkring hende. Hun sover i ske med os stort set hver nat, og hvis hun ikke sover i sengen en sjælden gang, så kommer hun ind, og siger godmorgen ved at hoppe op på os og kravle rundt på ryggen eller maven. Så det der med at være bange for senge og dyner osv. er for længst glemt. Hun er ikke til at drive væk fra skødet, så snart vi sætter os i sofaen.

Inspirationskilden til Greencats.dk

Misser var jo den helt store inspiration til, at jeg valgte at åbne Greencats.dk. Og hun inspirerer mig hver eneste dag! Derfor ville jeg dele vores lille historie med jer.

Tak fordi I læser med.

Hilsen Gitte & Misser