For mange er det svært!
Mange katte bryder sig ikke om at blive børstet, har jeg ladet mig fortælle. Jeg har i hvert fald af og til nogle, der kommenterer på mine posts med Misser, der bliver børstet. ”Åh bare jeg kunne få lov til det på vores kat” eller ”Det ville jeg aldrig få lov til på min kat”. ”Vores kat hader at blive børstet” osv. osv.
Jeg kan roligt afsløre, at det gjorde Misser også, da vi fik hende. Hver gang jeg nærmede mig, stak hun enten af eller overfaldt min arm og hånd, så jeg lignede en si. Men som med alt andet, så var en god portion tålmodighed, kærlighed og tryghed den direkte vej til hendes overgivelse.
Først og fremmest gik vi meget langsomt frem. Det var mest på Missers præmisser, og så alligevel ikke helt. For stod det til hende på det tidspunkt, så skulle hun aldrig børstes. Men det var vi ikke enige om, for jeg ville starte en daglig rutine med hende omkring det at blive børstet. Dette primært for at holde løse hår væk fra hendes mavesæk. Alle de løse hår der lander der, når de vasker sig, sætter sig som hårboller, og det bryder jeg mig ikke om. Misser er semi-langhåret og havde faktisk en del hårboller. Nu bliver hun børstet dagligt samt får en portion kattemalt i maden. Så nu er der langt imellem, at hårbollerne hostes op. De kommer ud helt naturligt den anden vej...
Men her vil jeg gerne komme med mine tips til, hvordan du får succes med den daglige børstning af din basse.
Tiden er en vigtig faktor
Start altid langsomt op ved at lade din kat snuse til og undersøge børsten nogle gange, før du starter med at børste den.
Find den rigtige børste
Vælg en blid børste som ikke river i hud og pels, men stadig tager fat, og fjerner de overskydende hår. Vi bruger selv Bambus Karte børsten, som virkelig er den bedste, vi har prøvet. Og tro mig, vi har prøvet en del. Jeg vil klart anbefale at starte med denne børste, da den er meget blid. Men derefter kan du sagtens bruge en mere effektiv børste, hvis din kat har tendens til knuder i pelsen. Det har Misser ikke, så derfor bruger vi stort set kun Bambus Karte børsten.
Her bør du starte
Start med at børste forsigtigt på toppen af hovedet/på panden. Det synes de fleste katte faktisk er ret dejligt, når de først får det prøvet. Derefter kan du børste forsigtigt lige ved haleroden (forneden af ryggen). Sidst men ikke mindst så plejer det også at være et hit at blive børstet under hagen. Tænk ikke så meget på om du børster særlig effektivt, når du starter op på denne måde. Det er primært for at få din kat til at få smag for dét at blive børstet.
Fantastisk kvalitetstid med bassen
Sådan startede jeg med Misser. Og som sagt, hun hadede det fra starten. Men i dag er det noget af det bedste hun ved. Vi har denne rutine dagligt. Jeg henter hendes ”plejekurv” med børsten, tandpasta, tandbørste og godbidder i, og så banker jeg et par gange med fingeren på børsten, og så kommer hun spurtende om hun så ligger i den anden ende af huset. Hun elsker simpelthen at blive børstet i dag. Det er en af de stunder, hvor vi virkelig har kvalitetstid sammen. Hun ”ormer” rundt og pande-bøffer mig, spinder og sidder med lukkede øjne. Total nydelse for os begge.
Jeg håber, at du også vil få den oplevelse med din kat. Jeg elsker simpelthen at se hende stor-nyde den tid, vi har sammen der. Pøj-pøj med det.
Hilsen Gitte
Husk at jeg altid sidder klar til at råde og vejlede, hvis du har brug for det.