Tips til at få din kat til at spise:
Min kat vil ikke spise sin mad.
Min kat vil ikke have tørkost.
Min kat vil ikke have vådkost.
Det er nogle af de kommentarer, jeg hører i ny og næ.
Altid tjek hos dyrlægen
Og som det allerførste, for at slå det helt fast fra starten, så skal du få din kat tjekket hos din foretrukne dyrlæge, hvis den pludselig ikke vil spise. Altid! Den kan være blevet syg uden at du oplever andre sygdomstegn. Den kan sagtens have begyndende tandproblemer, som bør opdages hurtigst muligt for at spare den for mange smerter, og dig for mange dyrlægeregninger. Men der kan sagtens findes andre grunde end helbredsmæssige årsager, hvis bassen pluselig ikke vil spise det ene eller andet eller i det hele taget.
Afstand og lugtesans
Vidste du fx. at du altid skal stille mad- og vandskåle/vandfontæne med afstand til hinanden? Minimum 1 meter og gerne mere. Hvorfor? Fordi katte har en ualmindelig god lugtesans, og at dens instinkt fra den var vildkat, fortæller den, at vand tæt på mad kan være forurenet. Det betyder, at den ikke vil drikke vandet af frygt for at blive syg. Men hvis den ikke vil spise, så kan det også skyldes noget så simpelt, som at du har valgt en ”forkert” madskål, den ikke bryder sig om. Madskåle til katte skal være flade, så kanten ikke rammer dens knurhår. Det kan den nemlig ikke lide, da de er ultra følsomme. Det kan også være, at den ikke kan lide lugten af madskålen (fx. det plast, stål, keramik eller andet, der er brugt), og her er vi tilbage til den stærke lugtesans. Men faktisk kan den også finde på at demonstrere, hvis du pludselig skifter det opvaskemiddel, som du renser madskålen med. Lugten kan bare være anderledes, for stærk, eller en lugt som den bare ikke kan lide. Så lader den ganske enkelt være med at spise, indtil du ”retter op på det”. Det kan være viskestykket, du tørrer madskålen med, som har en lugt, den ikke kan lide. Ja der skal faktisk ikke så meget til, før den kan finde på at reagere.
Tålmodighed og lidt lokkemad kan ændre en vane
Hvis det drejer sig om, at den enten ikke vil spise tørkost eller vådkost, så har det jo ikke noget med lugten eller placeringen af skålen at gøre. Så er det vane. Eller hvis den ikke bryder sig om tørkost, så kan det selvfølgelig også skyldes problemer med tænderne. Din kat har godt af både våd- og tørkost, så prøv at være vedholden og giv den begge dele, indtil den overgiver sig. Det gjorde Misser her i huset. Hun spiste helst kun vådkost, hvis det stod til hende, da vi fik hende. Men med stor tålmodighed, lidt ”Creamy Snacks” på toppen af tørkosten og en beslutsomhed, der ikke gav efter for hendes tiggen efter vådkost, så er vi nået dertil, at hendes kost i dag består af en god og hensigtsmæssig blanding. Tørkosten er bl.a. godt at give for at bassen selv kan rense tænderne lidt (det anbefales stadig at tilføje ”Stop Plaque” eller ”Tandstensfri” eller et af de øvrige tandplejeprodukter, der findes på markedet), og vådkosten sikrer, at den får væske. Kan dog selvfølgelig ikke gøre det ud for den mængde frisk vand, den også skal drikke dagligt, men det hjælper lidt på det.
Helt no-go!
En anden ting er, at madskålen og vandskålen/vandfontænen absolut ikke må stå i nærheden af kattebakken. Det er helt no-go, og her er vi tilbage til kattens lugtesans og sirlige renlighed. Mad og toiletbesøg hamonerer bare ikke. Vi ville jo nok heller ikke selv ynde at indtage aftensmaden på kummen.
Uanset om din kat spiser lystigt, selvom du har skålene stående ved siden af hinanden eller ved kattebakken, så synes jeg, at du skal ændre placeringen. Måske demonstrerer din kat ikke, men den vil helt klart bryde sig mere om, at få maden serveret under ovenstående forhold.
Sidst men ikke mindst vil jeg selvfølgelig også lige nævne, at din kat kan have smagsvarianter af hhv. tørkost eller vådkost den kan lide og ikke kan lide. Ligesom med os mennesker, så er det måske ikke alle, der kan lide laks, men elsker kylling eller omvendt. Så det er bare om at pejle sig ind på bassens livretter, og så væbne dig med tålmodighed, så skal den nok ende med at elske både tør- og vådkosten.
Held og lykke med at få din lille ven til at spise løs af både det lækre saftige vådkost samt det knasende hyggelige tørkost.
Hilsen Gitte