af Gitte - d. 12-11-2026 16:34

Hvorfor sover din kat lige dér?

Om kattens foretrukne sovepladser.

Du har sikkert prøvet det. Du har fundet den fineste, blødeste katteseng, som du er helt sikker på, at din kat vil elske. Du stiller den frem, glæder dig til at se katten putte sig i den, og hvad sker der? Katten går direkte hen og lægger sig i papkassen, som sengen kom i!

Katte har nemlig deres helt egne meninger om, hvor den perfekte soveplads findes. Og selvom deres valg nogle gange kan virke temmelig besynderlige, ligger der faktisk nogle ganske naturlige instinkter bag. Og husk at katte er lige så forskellige som os mennesker, så derfor er det ikke ensbetydende med, at din kat kan lide den fine seng, som din nabo har købt til sin kat.

Tryghed kommer før luksus.

For katten handler en god soveplads først og fremmest om at føle sig tryg. Katte er både jægere og potentielle byttedyr, og derfor ligger det dybt i deres natur at finde steder, hvor de kan hvile uforstyrret og samtidig have styr på omgivelserne.

Det forklarer, hvorfor mange katte elsker at ligge lidt oppe i højden. En vindueskarm, en hylde eller toppen af et kradsetræ giver et dejligt overblik over hjemmet.

Andre foretrækker at putte sig i en beskyttet hule eller kurv med høje kanter. Her kan de trække sig tilbage fra verdens mange forstyrrelser og nyde lidt velfortjent fred.

Og så er der selvfølgelig dem, der helst vil ligge midt på spisebordet. Måske ikke lige vores førstevalg, men katten har tydeligvis en anden opfattelse!

Varme, bløde materialer og den helt rigtige placering.

De fleste katte holder af varme og lune omgivelser. Derfor er en solbeskinnet vindueskarm, et blødt tæppe i sofaen eller en kurv tæt på radiatoren ofte populære hvilesteder.

Men selv den lækreste katteseng kan blive vraget, hvis den står et forkert sted. Træk, støj eller for meget aktivitet omkring sovepladsen kan være nok til, at katten finder et andet sted.

Det er derfor en god idé at observere, hvor din kat naturligt søger hen, og indrette de steder lidt ekstra hyggeligt. Måske mangler der bare en blød pude eller et tæppe på dens yndlingsplads.

Vidste du, at katten sover det meste af dagen?

En voksen kat sover typisk omkring 12 til 18 timer i døgnet, men ikke nødvendigvis i én lang søvn. Katte fordeler deres søvn over mange små og større lure. Killinger og ældre katte kan have behov for endnu mere søvn.

Det er helt naturligt og hænger blandt andet sammen med kattens instinkt for at spare energi mellem perioder med aktivitet.

Én seng er sjældent nok.

Mange katte har flere yndlingspladser, som de skifter imellem i løbet af dagen.

Måske starter dagen i vindueskarmen, fortsætter med en middagslur i sofaen og slutter i en hyggelig hule. Det afhænger blandt andet af temperaturen, hvor der er ro, og hvor katten har lyst til at være lige netop på det tidspunkt. Det kan nemlig sagtens ændre sig hele tiden.

Derfor giver det god mening at tilbyde forskellige typer hvilesteder. Gerne både en åben liggeplads og et mere afskærmet sted, hvor katten kan trække sig tilbage. Nogle i højden, andre på gulvet.

I hjem med flere katte er det særligt vigtigt, at alle har mulighed for at finde deres egen fredelige plads.

Vidste du, at lidt aftenleg kan give mere nattero?

Har din kat også indimellem besluttet sig for at holde racerløb gennem huset, netop som du selv er på vej i seng?

Kattens såkaldte zoomies er ofte helt naturlige energiudbrud. Katte er fra naturens side særligt aktive omkring daggry og skumring.

En god legestund om aftenen, gerne med en drillepind eller andet legetøj, hvor katten får lov at bruge sine jagtinstinkter, kan hjælpe med at få brugt noget af energien. Et aktivitetsbræt med snacks i, kan virkelig gøre underværker for både katten og dig. Afslut gerne legen med lidt mad, så bassen får en naturlig overgang fra aktivitet til afslapning.

Det er ingen garanti mod natlige racerløb, men det kan hjælpe nogle katte til en roligere nat. Vi bruger 10 minutter hver aften på at aktivere Misser med enten drillepinden eller gemmeleg med snacks under alverdens puder, tæpper, papir og som nævnt i et aktivitetslegetøj. Og vi kan nyde en fuld nats søvn her i huset.

Og husk så den måske vigtigste regel: Når katten endelig har fundet sin perfekte soveplads og ligger og sover sødt, så lad den få fred. Selv om det kan være fristende at nusse den lille sovende pelsklump, har katten brug for uforstyrret søvn og hvile.

Så næste gang din kat vrager sin fine seng til fordel for en papkasse, en gammel stol eller et hjørne af sofaen, så husk, at det ikke nødvendigvis er et udtryk for dårlig smag, eller at den ikke gider det nyindkøbte. Giv det tid. Skift placering. Observér. Justér. Det Den har bare fundet et sted, som opfylder dens helt egne krav til komfort og tryghed.

Og den slags ved katten trods alt bedst selv!

God fornøjelse. Og sov godt til bassen.

Kærlig hilsen Gitte

back

Få 10% rabat på din første ordre!

Tilmeld dig vores nyhedsbrev og modtag besked direkte i din indbakke, når vi får spændende nyheder eller deler nyttige tips om livet som katteejer. Derudover får du 10% rabat på din første ordre!

Indtast din velkomstrabatkode og opnå 10% rabat på første ordre. Bemærk at der ikke er rabat på i forvejen nedsatte varer eller varer med mængderabat.

Verificeret Shoporama-shop – greencats.dkVerificeret Shoporama-shopgreencats.dk