af Gitte - d. 23-09-2020 17:28

Jeg vil prøve at dyrke lidt catnip selv. 

Vi har mange katte her i nabo-laget. Mange af dem er både inde-/udekatte, så vi får jævnligt besøg af nogle af de små venner her i haven og omkring huset. 

Derfor har jeg nu besluttet mig for at prøve at så det eftertragtede katteurt selv. Katteurten bliver også kaldt kattemynte, da den dufter af en mellemting mellem timian og mynte. Hmmmmm... Efter sigende skulle det være utroligt nemt at holde, så nu prøver jeg. Jeg skal nok vende tilbage og holde jer opdateret på mit lille have-projekt (og jeg har ikke super grønne fingre, kan jeg godt afsløre!). 

Opdatering på mit lille have-projekt her den 22/3-21: Der er ikke kommet så meget som et eneste skud op ad jorden! Ha ha...jeg prøver igen, og ellers er jeg sørme glad for, at jeg kan drysse lidt af den tørre udgave ude i vores bede.

Tørret katteurt

Catnippen jeg bruger i vores håndlavede produkter i shoppen vil nu stadig være noget, jeg køber ind tørret til formålet, så det hjemme-såede katteurt er som sagt blot for at give de besøgende katte en god oplevelse, når de slår lejr i vores have. Og en anden ting er, at den er vældig populær hos humle- og honningbier og sommerfugle. Så hvis jeg kan lave et lille åndehul for dem i vores have, så vil jeg rigtig gerne det, da de har lidt hårde betingelser ude i naturen efterhånden. 

Selve planten 

Udover at det er en utrolig smuk plante, så bliver den også kaldt den nemme staude. Den kan snildt måle sig med lavendel, og den bliver da også kaldt fattigmandslavendel eller blåkant. Den er dog væsentlig nemmere at holde. Den bliver 30-50 cm. høj, og så har den en lang blomstringsperiode. Den kan stort set vokse overalt i haven eller i krukker, hvis blot der er sol og den får vand. Siges der... nu må vi se :-)

Katte og catnip

Og i forhold til kattene... De elsker at rulle sig i bedene med katteurt. Nogle katte bliver helt balstyriske over duften af katteurten. Det er nok også derfor at vores legetøj med catnip er utroligt populært. Her i huset går der nærmest ikke en dag uden, at Misser moser rundt med noget legetøj med catnip i. Til stor glæde for både hende og os.

Man siger, at specielt hunkattene er vilde med katteurt, da duften skulle minde dem om en hankats brunsthomon. 

Så nu må vi se, om vi får haven fuld af gæster...

Du kan læse lidt mere om catnip her

Hilsen Gitte & Misser

back